Indhold
Den modernistiske bevægelse i litteraturen, som var fra det 19. til midten af det 20. århundrede, var præget af innovationer som fortælling i bevidsthedsstrømmen, udvidelse og sammentrækning af fortællingstiden og fragmenterede fortællingsbuer. Moderne litteratur (ofte kaldet postmoderne) gik videre ved at inkorporere elementer i parodien på genrer og pastiche, nye medier, absurdisme og ironi og udviklede en selvhenvisende stil, der henledte opmærksomheden på sin egen kunstneri.
Kønsparodier
Visse værker af modernistisk litteratur var allerede kendt for at undergrave klassiske genrer, såsom det heroiske epos, ved at parodiere elementer af genren i form af pastiche. Men postmoderne værker brugte denne teknik endnu mere bevidst og bevidst. Nogle eksempler inkluderer "Regnbuen af tyngdekraften" af Thomas Pynchon, der tilpasser temaer fra tegneserier og folkekunst, og "Den nøgne frokost" af William S. Burrough, som indeholder elementer fra detektivfiktion.
Nye medier
Postmodernisme adskiller sig fra modernismen, fordi den udforsker det mediemiljø, der spredte sig i efterkrigstiden. Nogle eksempler inkluderer Hunter S. Thompsons selvhenvisende journalistikstil i værker som "Frygt og vildfarelse i Las Vegas" og den måde, Don DeLillo indarbejder radio- og tv-nyheder i sin sæbeopera "Hvid støj".
Absurdisme
Det absurde tema blev udviklet i modernistiske bevægelser som surrealisme og dadaisme og spillede en endnu vigtigere rolle i postmoderne litteratur. Et af de mest kendte værker af postmoderne absurdisme er Samuel Beckett's "Waiting for Godot", som indeholder to karakterer, der absurd venter på en begivenhed, der aldrig sker.
Ironi
Måske er det mest kendte træk ved postmoderne værker brugen af ironi, selvreferencer og bevidst kunsthåndværk. I modernismen blev ironi ofte brugt med henvisning til en bestemt genre eller som en fortællende ressource, men i postmodernisme bruges ironi til at sætte spørgsmålstegn ved selve ideen om litteratur, kunst og kultur som helhed. Nogle eksempler inkluderer "Fogo Pálido" af Vladimir Nabokov, der bruger et digt inde i bogen til at satirisere den akademiske litteraturstudie og Jorge Luis Borges novelle "Dialog om en dialog".